Sensia – en ommer fra Pure
Gennem længere tid har DDXLK forsøgt at få fingrene i et anmeldereksemplar af Sensia fra Pure og det lykkedes netop som deadlinen var overskredet for DX-Fokus sidste gang – et blad jeg er tilknyttet. Modellen havde ellers været annonceret i et stykke tid, men interessen for denne modtager oversteg alle forventninger.
Pures Sensia er nemlig ikke blot en DAB-radio, men også en FM-modtager og en trådløs internetradio ligesom den kan afspille filer via netværket og MP3-afspillere. Men det helt nye ved Sensia er at den store trykfølsomme LCD skærm også kan vise både Facebook- og Twitter-opdateringer og eksempelvis vejrudsigter. På sigt kommer der en lang række andre apps til, der kan gøre skærmen mere funktionel. Sensias funktioner med en aktiv skærm er blot det første spæde skridt i interaktive skærme til brug for radiolytning.
Men skærmen. Argh ja…skærmen er dejlig stor, men ikke med speciel god opløsning. Billeder, der fremvises på skærmen vises ikke i speciel god kvalitet og den trykfølsomme kapacitiv skærm er en pestilens at benytte. Kapacitive skærme reagerer ikke på fingrenegle eller stylus, men på selve fingeren. Når der via skærmens QWERTY-tastatur eksempelvis skal søges netstationer rammer man således alt for let ved siden af de tiltænkte bogstaver. Skærmen virker også meget langsom og reaktionstiden er for sløv. Dertil kommer modtagerens indbyggede processor, der heller ikke hører til blandt de hurtigste. Og alt sammen meget store irritationsmomenter ved daglig brug.
Sensias lyd synes jeg heller ikke er værd at prale af. Min gamle Pure Bug-modtager har mindre højtalere, men lyder bedre. Til gengæld kan Sensia spille væsentlig højere og med bedre dybdebas fra de indbyggede 3” enheder.
De to eneste lyspunkter ved modtageren er designet. Pure Sensia er udformet som en lille rugby fodbold og designet er så absolut velfungerende i de fleste hjem. En anden og ikke uvæsentlig detalje er den lille robuste fjernbetjening, der ligger godt i hånden, men desværre ikke giver mulighed for at skifte kanal eller station.
Sensia er let at installere og få på det trådløse LAN og rammer man ellers rigtigt er den hurtigt tilkoblet og firmwareopdateret. Jeg har installeret seneste firmware, der minder om en final-release candidate eller i værste fald en beta-version. Jeg har nemlig lidt for ofte oplevet, at Sensia fryser eller pludselig slukker uden grund. Og nej, det skyldes ikke den indbyggede timer, men udelukkende fejl, der opstår under betjeningen. Sensisa kan forbindes med Twitter og Facebook, men det kan være lidt svært, hvilket antageligt skyldes portalernes apps-politikker. De sociale medietjenester kan vises på hele den store 5,7” skærm, men det er endnu aldrig lykkedes mig at få modtageren til at bibeholde denne indstilling eller finde en nem metode at skifte fra fuld visning til vindues-visning, hvilket kræves når man ønsker at skifte kanal eller benytte andre funktioner. Visning på fuld skærm er nødvendig, hvis man skal være i stand til at læse vennernes twits eller opdateringer.
Sensia giver mulighed for lytning via DAB, FM og internettet. Tja, DAB fungerer jo som det skal. Ikke de store dikkedarer her, men FM… Her burde Pure måske have leveret en lidt længere teleskopantenne. I min vindueskarm, hvor modtagere er placeret, oplever jeg nemlig lidt for meget FM-støj sammenlignet med andre transistorradioer. Sjovt er det at modtage radio fra udenlandske stationer via nettet og Pure giver også mulighed for at søge og ændre i kanalrækkefølger m.m. via Lounge-portalen. Desværre er anmeldermodellen uden serienummer og mangler derfor en række funktionaliteter, som det derfor ikke har været muligt at teste nærmere.
Den vejledende udsalgspris ligger faretruende på 3.000 kr. og vil jeg anbefale den. Nej, ikke på nuværende tidspunkt. Men i en version 2 eller 3 kunne modtageren vise sig interessant hvis den kostede det halve. For den samme pris kan man købe en velfungerende netbook, en DAB-USB-modtager og et sæt højtalere og få langt flere funktionaliteter og bedre lyd.
Tags: DAB, Pure, Sensia

























































